About my work


I approach my work by looking at my projects as a type of basic research.
I work with concepts such as ‘collapse’, ‘fusion’, ‘displacement’, ‘mirroring’ and ‘grouping’.I often use the same form for different works, which I process in different ways. With each process there occurs a new expression and also a possibility and/or risk for distortion and decomposition of the form.
What happens if I combine some forms? Can they ‘fend for themselves’ or should I add yet another form, should I paint a new form over? What happens if I mirror a new form on the work. This is a project where I experiment with how I can get the work to ‘be completed’, ‘be fixed’, or ‘trying to fix’…sometimes it works, other times it doesn’t and therefore the title and project “Trying to fix”. A project which takes its starting point in ‘Boesners’ catalogue with materials for artists. The forms from the catalogue are in a way recognizable and everyday-like, without being totally able to determine what they are and where they come from. There is maybe something

that looks familiar, but one can’t totally determine what it is and that I think is interesting. From silhouette forms I develop forms to sculptural objects.


As of late I have become freer and more experimental in relation to my basic project, ‘Trying to fix’ and tried to seek new avenues. My objects are e.g, taken out of their usual exhibitioncontext and placed in a basement shaft, laid on a tree, hung over a railing, laid in a stairwell or are interactive with me, where I carry them, they hold me down, I embrace them. I think it is very interesting to see how the objects change their character by moving them from the studio/ exhibition space to a completely strange environment.

 

TOPOGRAFISK BILLEDDANNELSE

 

Af Trine Rytter, 2015

 

Med stor konsekvens har Mette Sandfær udviklet en stilfærdig rebelsk form for konkretisme, der med forkærlighed for form og rum, udforsker den lagdelte billedflades  æstetik i akromatiske billeddannelser, der befinder sig mellem maleri og relief.

 

Mette Sandfær arbejder med billeddannelse og maleri, hvori hun ihærdigt forfølger en interesse for mellemrum og abstrakte formudviklinger på billedfladen, som foregår i flere lag af materialer. I dette moderat tredimensionale felt udforskes alt det, som kan ske, når beslægtede bemalede lag og materialelag, bearbejdes i en spejlende og forskydende, overmalings – eller overlagringsproces, hvori hvert lag både er en tilføjelse og en delvis tildækning.

 

Sandfær har et fint øje for formenes indbyrdes relation og deres forhold til det rum, som omgiver den. Hun undersøger hvad der sker, når former spejles, og hvorledes, de kan vendes, drejes og bearbejdes, således at nye beslægtede formhybrider opstår. Billederne har en umiddelbar nøgternhed, som har afsæt i konkret kunst, men enkeltheden er tilsyneladende, og skyldes først og fremmest farvens fravær, men under gråtonerne gemmer sig en kompleksitet af beslægtede former: bemalede flader og lag af materialer.

 

I billederne transformeres interesser, spor og referencer fra hverdagen til abstrakte elementer. Således i en serie af billeder, hvor Sandfær på inddrager kataloget fra Forårsudstillingen på Charlottenborg, Her er det de rum, som står tilbage i kataloget, når figurerne er klippet fra, som vækker interesse. På samme måde har hun undersøgt det negative rums æstetiske muligheder med afsæt i kataloger for kunstartikler.

De færdige billeder er først og fremmest afdæmpede abstrakte formudviklinger i egen ret, men samtidig er der en bagvedliggende og næsten usynlig tilknytning, som referere til billedkunstens sfære.

xVia fraværet leger hun på en subtil og indforstået måde med billedkunstfagets egne koder, men den er ikke i sig selv væsentlig for de færdige værker. Den kan snarere ses som et greb, der kan genkendes og etablere en fagnørded dialog med andre inden for faget, hvilket på ingen måde er uvæsentligt. Netop den konkrete kunst, som Sandfær prøver kræfter med, kræver en eksplicit formel forankring, da den trækker på en velkendt og kanoniseret tradition, som lige siden 1930erne har eksisteret med sit eget manifest og en række meget toneangivne frontfigurer i Europa og herhjemme, hvor især Ib Gertsen, Richardt Mortensen og Albert Mertz er kendte.

 

Sandfær er oprørsk over for konkretkunstens favorisering af det rendyrkede flademaleriets totale mangel på illusionisme. Hun går sin egen vej for at frigøre sig fra den generation, på hvis skuldre hun står. Det gør hun først og fremmest ved at undvige det kromatiske maleri, ved at bruge f.eks. pap på billedfladen og tillade svagt genkendelige former på billedet. På den måde skaber hun en kategori, der stadig er konkret i sit udtryk, men som også forholder sig til assemblage og relief, som vi kender det fra konstruktivistiske værker af b.la. Wilhelm Lundstrøm, der på samme nedtonede facon, også befandt sig et mere omverdens-bevidst sted.

 

Senest har Sandfær indført et andet greb, som også udfordre konkretismens nøgterne formideal: Med amorfe skumformationer, der penetrerer billedfladen, skaber hun et sammenstød mellem det rene maleris todimensionale flade og dette fremmede tredimensionale område i billedet. Skummet bidrager med en ukontrollérbarhed, som skaber et mindre kontroltab for kunstneren, og desuden har det dets syntetiske karakter til trods, også en stærkt organisk fremtoning, som nu pludselig peger på billedet, som en form for krop.

 

Denne ’kropslighed’ skaber en dualisme mellem et indre og et ydre i billedet, som bevæger Sandfærs investeringer i nye retninger: Hvor de tidligere værker fremstår klart aflæselige som formeksperimenter indenfor en konkret og/eller konstruktivistisk metode, er de sidste mere foruroligende og tvetydige i deres dobbelthed som billede og krop. De første udstråler en sart, klar og afdæmpet visuel skønhed. De sidste åbner med deres mere dramatiske organiske gestik, døren for en relationelt forhold til beskueren, som har en karakter, der er mere psykologisk end formel.

 

Mette Sandfær viser os to sider af sin praksis, foreløbigt står de over for hinanden, og de kan  sagtens løbe som parallelle spor uden egentligt at sammenflettes i fremtiden. Det afgørende er, hvad hun vælger at gøre med ’kroppen’ fremover, og hvorhen disse valg, vil bringe hendes kunst?

 

 

 

© Mette Sandfær, 2020. All rights reserved.