Mette Sandfær  TOPOGRAFISK BILLEDDANNELSE Af Trine Rytter, 2015 Med stor konsekvens har Mette Sandfær udviklet en stilfærdig rebelsk form for konkretisme, der med forkærlighed for form og rum, udforsker den lagdelte billedflades æstetik i akromatiske billeddannelser, 
der befinder sig mellem maleri og relief. Mette Sandfær arbejder med billeddannelse og maleri, hvori hun ihærdigt forfølger en interesse for mellemrum og abstrakte formudviklinger på billedfladen, som foregår i flere lag af materialer. I dette moderat tredimen-
sionale felt udforskes alt det, som kan ske, når beslægtede bemalede lag og materialelag, bearbejdes i en spejlende og forskydende, overmalings 
– eller overlagringsproces, hvori hvert lag både er en tilføjelse og en delvis tildækning. Sandfær har et fint øje for formenes indbyrdes relation og deres forhold 
til det rum, som omgiver den. Hun undersøger hvad der sker, når former spejles, og hvorledes, de kan vendes, drejes og bearbejdes, således 
at nye beslægtede formhybrider opstår. Billederne har en umiddelbar nøgternhed, som har afsæt i konkret kunst, men enkeltheden er tilsyne-
ladende, og skyldes først og fremmest farvens fravær, men under grå-
tonerne gemmer sig en kompleksitet af beslægtede former: bemalede flader og lag af materialer. I billederne transformeres interesser, spor og referencer fra hverdagen til abstrakte elementer. Således i en serie af billeder, hvor Sandfær på inddrager kataloget fra Forårsudstillingen på Charlottenborg, Her er det de rum, som står tilbage i kataloget, når figurerne er klippet fra, som vækker interesse. På samme måde har hun undersøgt det negative rums æste- tiske muligheder med afsæt i kataloger for kunstartikler. De færdige billeder er først og fremmest afdæmpede abstrakte form-
udviklinger i egen ret, men samtidig er der en bagvedliggende og næsten usynlig tilknytning, som referere til billedkunstens sfære. Via fraværet leger hun på en subtil og indforstået måde med billedkunst-
fagets egne koder, men den er ikke i sig selv væsentlig for de færdige værker. Den kan snarere ses som et greb, der kan genkendes og etablere en fagnørded dialog med andre inden for faget, hvilket på ingen måde er uvæsentligt. Netop den konkrete kunst, som Sandfær prøver kræfter med, kræver en eksplicit formel forankring, da den trækker på en velkendt og kanoniseret tradition, som lige siden 1930erne har eksisteret med sit eget manifest og en række meget toneangivne frontfigurer i Europa og her-
hjemme, hvor især Ib Gertsen, Richardt Mortensen og Albert Mertz er kendte. Sandfær er oprørsk over for konkretkunstens favorisering af det ren-
dyrkede flademaleriets totale mangel på illusionisme. Hun går sin egen vej for at frigøre sig fra den generation, på hvis skuldre hun står. Det gør hun først og fremmest ved at undvige det kromatiske maleri, ved at bruge f.eks. pap på billedfladen og tillade svagt genkendelige former på billedet. På den måde skaber hun en kategori, der stadig er konkret i sit udtryk, men som også forholder sig til assemblage og relief, som vi kender det fra konstruktivistiske værker af b.la. Wilhelm Lundstrøm, der på samme nedtonede facon, også befandt sig et mere omverdens-bevidst sted. Senest har Sandfær indført et andet greb, som også udfordre konkretis-
mens nøgterne formideal: Med amorfe skumformationer, der penetrerer billedfladen, skaber hun et sammenstød mellem det rene maleris to-
dimensionale flade og dette fremmede tredimensionale område i billedet. Skummet bidrager med en ukontrollérbarhed, som skaber et mindre kontroltab for kunstneren, og desuden har det dets syntetiske karakter til trods, også en stærkt organisk fremtoning, som nu pludselig peger på billedet, som en form for krop. Denne ’kropslighed’ skaber en dualisme mellem et indre og et ydre i billedet, som bevæger Sandfærs investeringer i nye retninger: Hvor de tidligere værker fremstår klart aflæselige som formeksperimenter indenfor en konkret og/eller konstruktivistisk metode, er de sidste mere foruro- ligende og tvetydige i deres dobbelthed som billede og krop. De første udstråler en sart, klar og afdæmpet visuel skønhed. De sidste åbner med deres mere dramatiske organiske gestik, døren for en relationelt forhold til beskueren, som har en karakter, der er mere psykologisk end formel. Mette Sandfær viser os to sider af sin praksis, foreløbigt står de over for hinanden, og de kan sagtens løbe som parallelle spor uden egentligt at sammenflettes i fremtiden. Det afgørende er, hvad hun vælger at gøre med ’kroppen’ fremover, og hvorhen disse valg, vil bringe hendes kunst?
Om ’Trying to fix’ Jeg har gennem en årrække arbejdet med et begrænset antal former, som jeg har klippet ud af Boesners katalog med kunstnerartikler, og disse former bruger jeg som udgangspunkt i arbejdet med mine billeder og objekter. Formerne kombineres, spejles, vrides, overmales, smadres... Alle billeder og objekter har titlen Trying to fix, som afspejler processen med at prøve få værket til at lykkes.
© Mette Sandfær, 2017. All rights reserved.